Så blev det tid til en pionerrejse med Viktors Farmor. En rejse hvor vi var blevet lovet at vi skulle besøge steder hvor der ikke kom turister hver dag og komme tæt på afrikanerne i deres eget miljø, men også lange støvede køreture og uforudsete ændringer.

Det mørke Afrika… der var kun små bål i gaderne de fleste steder.

Heinz var vores rigtig gode guide og det var takket være hans kontakter, at vi kom ud i det “mørke” Afrika, og turen kom til fulde til at leve op til det lovede…..

Vi landede i Lomé, som er hovedstaden i Togo. Det er også en storby, som på godt og ondt viser hvordan byerne i store dele af Afrika vokser sig større og større uden den helt synlige planlægning. Vi så også hvordan stort set alle har mobiltelefon og at mange unge mænd har knallert. (Har og har!! De laver en afdragsordning hvor de HVER dag skal betale et afdrag for at beholde den!)

Vi blev indkvarteret ved lagunen, og det var godt nok mørkt i de små gyder, så vi var ikke lige ude at se omgivelserne her den første aften. Men det vænnede vi os også til. Det meste lys var lyset fra de små bål i gaden.

Vi vågnede op til en diset lagune, hvor jeg lige kunne ane en båd og unge mænd der fiskede. Da tågen begyndte at lette skyndte jeg mig ud med kameraet og fik nogle fantastiske billeder.

Noget af det vigtigste er at få vekslet penge, så vi kørte ind midt i Lomé. Den ligger lige ned til stranden. Her sejler mændene ud med enorme net klokken seks om morgenen. Her 3 timer senere var de samlede for at trække nettene i land. Det tog et par timer og kvinderne var med for at rense nettene for krabber m.m. Vi måtte pænt spørge om lov til at tage billeder, men da Erik gav sig til at hjælpe var der store grin.

Det myldrer også med børn (gadebørn) der kan tjene 5 – 10.000 frcs om dagen (tag 3 nuller væk) – ved at slæbe ting, pudse sko m.m. Det betyder så bare, at de ikke går i skole.

Efter en tur langs vandet kom vi ud til et gammelt slavefort, hvor vi kunne se de usle forhold slaverne blev opbevaret under, inden de blev sendt videre. Det var skræmmende. Slaverne var tit krigsfanger fra de omkringliggende lande, og det var svært at få dem til at stoppe denne handel da slaveriet blev ophævet.

Voodoo er stadig en vigtig del af folks tro her i Togo. De er selvfølgelig også katolikker eller muslimer ved siden af.

Vi blev kørt hen på et marked kun for voodoo. Her blev vi først indviet i hvilke ting vi kunne købe og som kunne hjælpe os.

Jeg købte en lille fetisch (dims) der skulle hjælpe mig på rejser, og jeg ved ikke?? Men for første gang nogensinde havde jeg ikke turistmave på turen. Så den kommer med næste gang. Jeg skulle lige holde den i hånden og sige mit navn 3 gange for at få den til at virke!

I hele landet så vi disse fetisch i landsbyerne. Det lykkedes os endda at fornærme en (ved at fotografere den) så vi måtte betale bod………….. så de kunne købe lokalt øl for at formilde den….

Mange af de ting der kunne hjælpe, var dyr der var tørret / røget. Der var alt fra krokodiller til fugle til horn fra forskellige dyr. De kunne så blive pulveriseret… Der var også “dukker” og andre figurer.

Næste dag, efter endnu en fantastisk morgen på lagunen, kørte vi nordpå.

Hvis du ikke selv har bil, er det godt der er en taxa..

Vi blev sejlet over til Togoville, hvor vi efter at have set en kirke fik det første indtryk af deres hverdag: hente vand ved brønden, børnene på ryggen, skolebørn og voodo m.m

Videre ad de støvede og hullede veje (vejene bliver hurtigt hullede, fordi de der skal lave dem, sparer på tykkelsen af asfalt – ØV altid denne korruption). Sigtbarheden blev ikke bedre af at vi er i en periode hvor HARMATTAEN blæser med sand fra Sahara.

Vi stoppede i en landsby, hvor vi blev bænket i et stort rundt samlingssted med palmebladstag. Vi skulle hilse på borgmesteren, som bød på whisky / Eau de vie. Det var uhøfligt at sige nej tak, og kunne i værste fald betyde, at vi ikke kunne se de spændende danse. skik følge, eller………….

BORGMESTER

Beklager at det er mine første forsøg med video. Det var lige det med at stille skarpt!!!

Trommedans1

Trommedans 2

Trommedans 3

Trommedans 4

Trommedans 5

Trommedans 6

Det var det mest autentiske vi kom til at se. Det var helt utroligt. Noget vi aldrig havde set uden Heinz’ kontakt.

Det er altid spændende at prøve at komme i kontakt med menneskene. Kvinderne er lidt generte over at blive fotograferet, men hvis børnene er med er de stolte. Det er også altid stor morskab at vise billederne frem… Jeg havde også et par billeder af Liv og Kamille som de så. Så er kontakten der med det samme, selvom vi ikke kan forstå hinanden. Heldigvis dukker der enkelte franske ord op..

Her kome jeg i “snak” med Ádja med metal – toppet hår. Højeste mode?

Da vi skulle til at afsted spurgte de forsigtigt om en “gateau” og jeg gav Ádja lidt og sagde :”por touts” og så blev der vinket.

Overalt står der huse hvor det kun er murene der er bygget. Det er for at vise/bevise at man ejer jorden, og måske engang vil bo der. 90% af alle retssager i Togo er om JORD

Lang  til Sodoké.. Vi havde et par små fotostop, men det der ventede var en kæmpe fest hvor vi blev kørt ind på stadion som æresgæster (eneste hvide) og fik lov til at fotografere alt det vi ville og stille os allerforrest… spændende

med Afrikanske krigsheste og “sabel”-dans. Desværre havde hestene optrådt om formiddagen, men sikke en stemning..

Fest1

Fest2

I programmet havde der stået vi kunne prøve at ride på hestene, det kunne vi så ikke lige, men da vi sad om aftenen lige midt i forretten, blev vi kaldt udenfor. Der stod en fantastisk KRIGSHEST. Den var heldigvis meget fredsommelig, så jeg skulle da også prøve!! Det var ikke så elegant at komme op men lidt sjovt at tænke på, at jeg har redet/siddet på en hest i Australien / USA / Cuba og nu Togo. Internationalt!!!

Formiddagens “underholdning” var da bussen skulle op over et lille bjerg sammen med et utal af afrikanske lastbiler. Den ene mere faldefærdig end den anden, og alle læssede så højt, at man ikke troede sine egne øjne. De kravlede op: Farten var under 5 km/timen.

Jeg ved ikke om man kan se hullerne i vejen, men der var mange..

HARMATTAEN, støv fra Sahara, så det her er et billede af solen om eftermiddagen. Vi behøvede slet ikke solcreme..

Så begyndte der rigtigt at gå Afrika i tingene. Heinz havde jo lavet den samme tur 14 dage før, men det betød ikke at det var nemmere denne gang = ; ) Heinz gik konstant rundt med mobilen og forsøgte at få fat i folk og få alt til at klappe. Han gjorde et fantastiskt stykke arbejde.

Vi havde fået at vide at vi skulle drikke den lokale øl, ellers kunne de blive så fornærmede at vi måtte gå med uforrettet sag. Til min store forundring smagte det ok.

Den gamle Griot (historiefortæller) var ude at fortælle i en anden landsby, så det blev den unge Griot der fortalte og spillede, mens 2 unge piger og lidt senere 2 unge mænd dansede. (Ikke det som Heinz var blevet lovet, så han rystede på hovedet.. Han var slet ikke tilfreds. Vi vidste jo ikke bedre, og syntes det var OK.

dans1

dans2

dans3

Hele landsbyen stimler altid sammen og kikker lige så meget på os, som vi kikker på dem… og især børnene vil efter den første generthed gerne fotograferes – og se billede af sig selv.

Vi skulle sove i Kara.

Det var dejligt med en busfri dag. Erik og jeg gik på markedet og blev mødt af smilende og nysgerrige kvinder, og så lige et par stykker der gjorde tegn til os at vi godt kunne forsvinde.

Jeg køber tit småting på markederne, som ikke nødvendigvis er ting jeg vil tage med hjem, men som lidt “ulandshjælp” og en måde at komme i snak med dem og få lov til at tage billeder.

Da vi ikke bare kan gå hen og få billederne lavet, lover jeg tit at sende dem, men så kommer problemet med at få en adresse, og forstå at jeg skal have både navn og adresse…  I det her tilfælde tilkaldte hun en ung pige som kunne skrive og læse. Så håber jeg bare, at de får billederne.

Det havde været svært at bestille mad til om aftenen: Kokken skulle lige advares og købe ind til os. Til gengæld havde han så absolut ikke mere end det vi havde bestilt, så de få der ikke havde bestilt måtte klare sig på anden vis. Til gengæld var det supergode pizzaer.. dog kom nr. 13 aldrig!!!

Sov godt selvom madrassen er ret hård..

Sikke en dag: Vi kørte først ud til en landsby, hvor vi skulle se en smed og en pottemager. Jeg forvildede mig mere og mere rundt. Der var så meget at se på. Jeg synes altid det er spændende at se hvordan deres hverdag er…

Vi fornærmede deres Fetich, og måtte give penge, så de kunne købe øl og formilde den….

Da jeg kom tilbage, var pottemageren igang! Meget primitivt, på et lidt buet potteskår, “drejede” hun en ret primitiv krukke.. Men hun var en god forretningskvinde og forlangte først 1500 frc (15 kr – den gennemsnitlige dagsløn er 20 kr) – men endte på 1000 frc for hver lille krukke, så det var lige en månedsløn på en formiddag.

I nærheden af landsbyen, fik vi lov til at se hvordan de begravede mange af deres døde. De døde blev sænket ned igennem hullet med armene over hovedet. Hullet endte i en hule, hvor den døde blev anbragt i en fordybning.

Men der sket flere spændende ting den dag. Vi skulle se en høstdans (stendans) som kun bliver danset i dette område.

Stendans1

Stendans2

Høvdingen kom kørende på en knallert og der blev båret 2 stole frem…… og så gav han lov til at vi kunne se den.

Musikken fremkom ved at man slog med håndstore runde sten på de store sten der var anbragt på nogle halmkranse. Helt specielt.

Til sidst fik vi lov til at tage billeder af ham sammen med danserne. Super – han er vel også forfængelig??  —- Vi så heller ikke andre hvide i dag!

Næste dags højdepunkt, var “verdens bedste arkitekter”. Vi fandt dem efter en meget skruplet, meget meget støvet vej.

Bygningerne var spændende, men menneskene i byen var utålelige: De tiggede og plagede uophørligt. Jeg fik lige 2 minutters pause ved at forsøge at lære dem det der med at sætte tommelfinger mod pegefinger, og så dreje rundt (Lille Peter edderkop). Det udløser altid store grin…                                                                                               Landsbyen var sat på Unescos Verdensarvsliste i 2008, og siden var det gået tilbage for landsbyen (syntes vi).

Om ikke andet havde de fået råd til en del køer, og flere af dem var igang med at kælve mens vi var der.

Jeg var ikke inde i “soveværelserne” hvor der var et lille indgangshul, manskulle bakke ind ad. 1. konen havde et større rum end 2. konen. Børnene måtte sove sammen.. (og os der klager over hårde madrasser til vores gamle lemmer)

Ved et stop senere på dagen, var der et par ungemænd der gerne ville fotograferes med mig, og gav mig et lokalt navn: ACOSIA. Desværre fandt jeg ikke ud af hvad det betød? (den hvidhårede?)

6/2 laaaaaang køretur. Vi startede 6:30 og er nu fremme 21:30.

En del af slaverne var jo nogle som stammehøvdinge i Togo tog fra andre stammer og solgte, så de var faktisk ikke særligt begejstrede, da slaveriet blev ophævet. For at undgå at blive fanget, gemte de sig – nogle gange i månedsvis – i disse grotter i bjergene. De byggede lerkar til opbevaring af mad, og der var en lille kilde, så de kunne få vand.

På vej fra grotterne skulle vi jo lige have en drikkepause. Vi skulle alligevel over grænsen ind til Benin, så der var tid til at luske omkring med kameraet… En lille pige på 4 år, skulle se sit eget billede i kameraet, men glemte lige, at hun havde en balje med vand på hovedet!!! Jeg blev lidt våd og vi grinede allesammen. Hun så dog lidt betuttet ud.

Så gik der lidt “Afrika” i det igen. Vi skulle ind i nationalparken, men kom 45 min efter de havde lukket! Heinz havde ringet og fortalt at vi kunne blive forsinket (ved grænsen?) snak og så lykkedes det… Derfra var der timers kørsel til Lodgen. Vi var fremme til sen aftensmad klokken 22. Dog 23 fordi vi var i Benin.

Safaritur, så vi skulle tidligt op, og jeg var ikke helt frisk… Det var ikke fordi vi så så meget: stor elefant med 4 unger og så en del flodheste i en sø. Desværre var der ikke diesel nok til en eftermiddagstur….. så jeg tog en lur.

sidste køredag blev noget af en prøvelse. Ikke fordi vi kørte så langt, men på grund af skrankepaver og korruption !!!! Da vi skulle ud af Benin, mente de at vi havde forsøgt at tage billeder, og så var der noget i vejen med de visa vi fik da vi kørte ind i landet ! Så hvis vi ikke betalte 15.000 i stedet for de 10.000 der stod på visaet, ville vi få politieskorte tilbage til dr hvor voi var kommet ind i Benin, og hvor vi ikke havde fået et rigtigt visa….. det tog 3 timer og de var hovne og ubehagelige. Efter nogle få kilometer skulle vi ind i Burkino Faso ! Det var samme komedie, men tog så kun 2 timer. Jeg skulle hilse og sige, at vi var noget trætte af det og tænkte også på hvor håbløst det ville være at bo der… Her ved grænsen gik der små bander af forældreløse børn rundt: Vi havde sandwich med fra hotellet, og jeg kunne ikke spise alt brødet, så jeg havde taget “låget” af, men ikke smidt det væk. Jeg havde set hvordan de havde delt rester der stod på en tallerken ved det sted hvor vi fik en øl….. og ganske rigtigt kom een af drengene (8-10 år) hen og gjorde tegn til, at han gerne ville have brødet. Han var mere sulten.. og strålede som en lille sol da han fik det. Så bliver man trist, og tænker på sine egne børnebørn…

Mens vi sad der, så jeg også en “burkacykel”. Desværre havde jeg for en gangs skyld ikke kameraet parat.

Endeligt fremme i Ougadougo og så spiste vi på en fantastisk restaurant: GONDWANA. Både maden og omgivelserne var super.

www.africartisanat.com

Vi havde så den sidste dag, hvor vi kunne gå rundt i byen. Der skulle spilles semifinale om aftenen, så der var gang i handelen med “sløjfer” i de nationale farver: gul, rød og grøn. Det købte vi næsten alle. Vi kunne også købe flag og disse larmende vuzuelaer. ååååh.

Flyveren skulle mellemlande i Niger, fordi vi ikke måtte flyve over Mali.. Først forlød det, at vi ville få 8 timers ventetid i Paris, men det blev kun et par stykker, så jeg kunne nå at komme helt til Jylland. Hvor er der koldt i DK !!!!!!! men godt at være hjemme, og tak til Heinz.